Tisvilde Højskole & KeyManagement

Tisvilde Højskole er verdens ældste seniorhøjskole. Højskolen har til huse i en gammel velholdt bade-pension, opført 1912.

Her findes ingen moderne standardløsninger, men værelser, stuer og sale er indrettet helt individuelt, med gedigne møbler og verdenskunst på væggene. Højskolen er udvidet med tilbygninger, alt under tag. Som den første i verden af sin art, har skolen lang tradition med formidling for ældre, såvel som efteruddannelse for faggrupper indenfor ældreområdet.

Det atmosfærefyldte hus er omgivet af en dejlig have med møbleret solkrog – den perfekte ramme om et liv i glæde og fællesskab.

KeyManagement udbyder alle sine kurser og workshops i Danmark under disse fantastiske forhold, så du kan opleve og opnå størst udbytte af vores kurser og workshops i danmark.


5 juni, 2010   Ingen Kommentarer

Coaching for Unge

Alle mennesker er gode til noget – men ved du, hvad du er særlig god til, og hvad du gerne vil?

Ungdoms-coaching henvender sig til dig i alderen 14-20 år, som går i folkeskolen eller er i gang med en ungdomsuddannelse. Målet er gennem personlige samtaler at styrke dine evner til at træffe egne valg og gøre dig bevidst om dine ressourcer og kompetencer.

Det hjælper dig til at vælge retning og mål og gør dig bevidst om, at du er medskabende i fremtidens samfund.

år du ved, hvem du er, og hvad du er god til, er det langt nemmere at fastsætte et mål om, hvad du gerne vil – både på kortere sigt i forhold til uddannelse og på længere sigt i forhold til arbejde og karrieremål.

I korte træk er målet:

-At skabe afklaring af dine ressourcer, kompetencer og værdigrundlag.
-At skabe ansvarlighed, tillid og forståelse hos dig som grundlag for dine fremtidige valg
-At støtte dig i at skabe retning for dine fremtidige valg og handlinger.
-At lære dig at sætte sig mål og handle efter dem.

2 marts, 2010   Ingen Kommentarer

Teenagere søger hjælp som aldrig før

Flere og flere teenagere får professionel hjælp til at løse hverdagsproblemer. Men coaching burde være unødvendig. Det er forældrenes opgave at tale med deres teenagere, mener en børnepsykolog.

Lavt selvværd, usikkerhed og følelsen af aldrig at være god nok.

Mange unge har svært ved at klare tilværelsen, og derfor tilbyder flere coaches nu ‘selvudvikling til teenagere’.

Ifølge teenage-coach Lene Eriknauer skyldes det, at unge i dag har et helt andet behov for hjælp end tidligere.

»Der er så mange muligheder i dag og så få retningslinjer. Det kan være svært for mange unge at navigere i og kræver stort selvværd,« siger Lene Eriknauer.

Hun mener, at problemerne ikke kun rammer svage unge, men ofte også pligtopfyldende unge, der ikke kan klare presset.

»De unge stiller enormt store krav til sig selv i dag, og rigtig mange lider under forventninger om, at de skal skabe deres egen lykke og succes. De tager det nærmest som et personligt nederlag, hvis noget går galt, fordi de konstant hører parolen du, som havde alle muligheder,« fortæller teencoachen.

Nederlag for forældre

De seneste år er der dukket såkaldte personlige coaches op overalt, som kan hjælpe dig med alt fra karriere og job til familieliv, rygestop og stress. Seneste skud på stammen er altså teenage-coaches, og efterspørgslen er ifølge flere coachingvirksomheder hastigt stigende.

Trods populariteten mener børnepsykolog John Aasted Halse dog, at coaching kan være problematisk.

»Det er et nederlag for forældrene, at de betaler mange hundrede kroner i timen for noget, der burde være deres egen opgave,« siger han.

Forældrenes opgave

Mette Pless fra Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole er enig.

»Der kan være en social slagside. Det er jo ikke gratis, og ofte er risikoen for problemer i uddannelsessystemet større hos unge, der er socialt dårligere stillet,« siger hun.

Coach Lene Eriknauer mener som udgangspunkt, at coaching burde være gratis og arbejder derfor på at gøre coaching til et kommunalt tilbud til alle unge.

Det mener John Aasted Halse dog ikke er nok til at retfærdiggøre tendensen.

»Det største problem er, at man sygeliggør noget, der i virkeligheden er almene ungdomsproblemer,« siger han.

Børnepsykologen mener i stedet, at forældrene skal erkende, at det er deres ansvar, at deres teenagere trives.

»Børn og unges selvværd kommer fra betingelsesløs kærlighed fra forældre, der roser og anerkender dem - ikke fra en teenage-coach,« slutter børnepsykolog, John Aasted Halse.

24 februar, 2010   Ingen Kommentarer