Spirituel ledelse
Skrækhistorier om griskhed, forråelse og skandaler inden for erhvervslivet får topledere verden over til at søge dybt ind i dem selv og virksomheden for at sikre deres egen og firmaets integritet. Midlet er spirituelt baseret ledelse.
Hvem er jeg, hvorfor er jeg her, hvordan kan jeg vise kærlighed og drage omsorg for andre?
Den slags eksistentielle spørgsmål er ikke kun forbeholdt mennesket at stille sig selv. Også virksomheder bør tage stilling til, hvori virksomhedens eksistensberettigelse består, og hvad den bidrager med til verden i et større perspektiv.
Sådan lyder holdningen blandt et stigende antal topledere inden for det globale erhvervsliv – på tværs af landegrænser, kultur og religion. Også danske.
Fælles for dem er, at de vægter virksomhedens evne til at eksistere i harmoni med de nære interessenter og det omgivende samfund lige så tungt som traditionel økonomisk succes. At virksomheden optræder ansvarligt og etisk forsvarligt i enhver sammenhæng. At ledelsen er spirituelt baseret.
Opgør med bedragere
Beskrivelsen kommer fra professor ved institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS, Peter Pruzan. Sammen med hustruen, journalist Kirsten Pruzan Mikkelsen, har han netop udgivet bogen ‘Ledelse med visdom’, hvori 29 topchefer fra 15 lande fortæller, hvordan og hvorfor spiritualitet danner baggrunden for deres lederskab.
Tankegangen vinder især frem nu, da finanskrisen river lændeklædet af virksomheder og mennesker med dybe ridser i etikken – som i Madoff-skandalen og Bagger-sagen.
- Vi har set, at virksomheder og samfundet er påvirket af grådighed og kynisme. Mennesker, der har bedraget og løjet. Resultatet er, at flere og flere ledere vil have deres integritet i behold, at deres søgen efter mening og succes i livet og på arbejdet er samstemmende. At de ikke bare betragter deres virksomheder som pengemaskiner og deres eget selvværd som noget, der kan måles i indkomst eller optioner, fortæller Peter Pruzan.
Mere end CSR
Den spirituelt baserede ledelse stikker dybere end andre og mere moderne ledelsestrends som CSR (Corporate Socail Responsability) og værdibaseret ledelse, som mange steder er blevet et spørgsmål om at kunne gavne virksomhedens økonomi, mener professoren.
- Man ansætter folk til at tage sig af det sociale ansvar og laver etiske regnskaber. Men det er blot blevet redskaber til at sikre, at virksomhedens bundlinje eller image forbedres, siger Peter Pruzan.
Danske rollemodeller
Af danske topledere møder man i bogen tidligere Pfizer-direktør Karin Verland, bestyrelsesformand Niels Due Jensen, Grundfos, professionelt bestyrelsesmedlem Caroline Søeborg Ahlefeldt og fhv. Oticon-direktør Lars Kolind.
For de to herrer er spiritualiteten nært knyttet til deres religiøse tro, mens den for kvinderne er mere jordnær. F.eks. siger Verland i bogen:
- Hvis jeg i den tid, jeg skal være her på jorden, kan være med til at gøre en forskel, kan være med til at gøre det bedre ikke blot for mennesker, men også for dyr og natur og ikke voldføre dem på nogen måde, så kan jeg se mig selv i spejlet, når jeg bliver de der 80 år og sige, ‘Du gjorde det så godt, du kunne’.
Uanset hvordan lederne selv definerer spirituel ledelse, kan de virke som rollemodeller for andre, håber Peter Pruzan.
- Jeg påstår ikke, at hvis du er spirituel, så vil du tjene flere penge eller klatre hurtigere op i virksomhedens hierarki. Men her er 29 topledere, der på tværs af religioner og kulturer viser, at du kan være en spirituelt baseret leder, opnå, anerkendelse og fred i sindet, samtidig med at du imødekommer behovene hos alle de mennesker, der påvirkes af din ledelse, siger Peter Pruzan.
Af Ulla Gunge Hansen
Kilde: Erhvervsbladet.dk
11 marts, 2010 Ingen Kommentarer
Et plus på din bundlinje.
Sådan får du fuldt udbytte af dine ansatte
- Jeg synes, at alt for mange ledere går rundt og putter sig og skaber i bedste fald middelmådige resultater i forhold til deres fulde potentiale. Sådan skriver Jesper J. Elling i sin nye bog ”Når ledelsen leder – bliver alting muligt.” Her kan du klikke dig til fire gode råd fra bogen, der skal give dig fuldt udbytte af dine ansattes og dit eget potentiale.
Der er stor forskel på den nuværende præstation, dine medarbejdere udfører og det potentiale de egentlig har. Du kan få meget mere ud af dine medarbejdere, men det kræver, at du ændrer dig først. Du skal forstyrre dine medarbejdere meget mere, end du plejer, og forstyrrelsen skal være konstruktiv.
Du skal lære at flytte dit fokus fra den nuværende præstation til i stedet at fokusere på det fulde potentiale, du har i dine medarbejdere. Du skal så hjælpe til med at fjerne de barrierer der står i vejen for, at de udnytter deres potentiale fuld ud. Udvis ledelsesmæssigt mod og kræv det fulde potentiale af dig selv, dine kollegaer og dine medarbejdere.
Forestil dig en fodboldkamp, hvor det ikke er helt klart, hvor målene er. Det ville være helt absurd, og spillerne vil bruge flere kræfter på at lede efter målene end på at vinde kampen.
Det er derfor alfa og omega, at have et klart mål for din virksomhed, og målet skal være ambitiøst for at I kan rykke jer.
Et klart mål er et mål, som alle umiddelbart forstår og som ikke kræver yderligere forklaring. Et ambitiøst mål er et mål, som du og dine medarbejdere ikke umiddelbart har svaret på, hvordan skal indfries og nås. Det er nemlig et mål, hvor tidligere løsninger ikke længere slår til, og det tvinger både dig og dine medarbejdere til nytænkning og til at flytte jer ud fa den komfortzone i hidtil har befundet jer i.
Coaching er et rigtig godt redskab til at få medarbejderne til at engagere sig. Du skal som leder tage udgangspunkt i din medarbejders fulde potentiale, når du coacher og ikke i de nuværende præstationer. Det kan du gøre ved at stille medarbejderen spørgsmål, der fokuserer ham på den aktuelle opgave, og hvordan han kan løse den bedst muligt ved at udnytte sit fulde potentiale.
Du skal som leder ikke selv svare på spørgsmålene eller dele ud af din erfaring, men lade medarbejderen reflektere. Det skaber den bedste løsning for den pågældende medarbejder, der skal i gang med opgaven.
En leder skal også lede sig selv. Og det indre lederskab handler om, hvordan du forholder dig til dig selv, og hvordan du passer på dig selv. Alt for mange ledere er for udmattede til at satse på nytænkning, til at hæve ambitionerne og til at begejstre. Det er derfor rigtig vigtigt, at være opmærksom på sig selv hele vejen igennem. Du kan starte med at se på noget så simpelt som din kost. Hjernen bruger 25-50 procent af den ilt og næring vi indtager, då det kræver, at vi indtager det rigtige. Optimal kost kan reducere din modtagelighed overfor stress med 50 procent. Det er også ting som motion og søvn der kan øge din udnyttelse af potentialet hos dig selv, og dermed også blive en bedre leder for dine medarbejdere.
ErhvervsBladet af Andrea Lutn.
23.februar 2010
3 marts, 2010 Ingen Kommentarer
Bogen om selvudvikling!
Væk din indre gigant er bogen til dig, der vil vide alt om selvudvikling.
Anthony Robbins har, siden han var ganske ung, været optaget af tænkemåder hos mennesker, og hvorfor nogle af os har succes, – mens andre ikke har.
Han har skabt sig et verdenskendt navn indenfor Coaching, ved at inspirere andre til at finde ud af, hvordan de sætter sig høje mål og skaber vedvarende forandringer i deres liv.
Hans budskab med bogen, er ligesom i Robbins tv-udsendelser i bl.a. USA, at mennesker kan mere og har mulighed for andet end det, de fleste af os tror vi kan præsterer.
Bogen kan anbefales at læse og er et fantastisk værktøj til den der vil vide mere om selvudvikling.
11 juli, 2009 Ingen Kommentarer
Litteratur: Få indsigt i Coaching.
Har du behov for mere baggrundsviden om emnet Coaching, findes der mange interessante udgivelser om emnet, både på internettet og i bogform.
En udgivelse som kan anbefales at læse, er bogen, Coaching og kunsten at leve, af Ole Vadum Dahl.
Læs beskrivelse fra: Bog-Mystik:
Hverken professionel succes eller personlig lykke har ifølge denne bog ret meget med held, skæbne, de højere magters lune eller særlige medfødte evner at gøre. Det handler derimod om livskunst i ordets mest bogstavelige forstand – og livskunst kan læres
[Læs mere →]
11 juli, 2009 Ingen Kommentarer






